Gårsdagens søndagsgæst i Go’ Morgen Danmark; teaterchef Kasper Holten, fortalte om dengang hans tætteste medarbejder konfronterede ham med hans ærgerlige udvikling fra ny leder til røvhul. En udvikling som teaterchefen desværre ikke er alene om, og de færreste af os opdager det selv. (se det oprindelig interview her)
Inden magten stiger os til hovedet, skal vi huske på, at magten er til låns. Den følger med jobbet og ikke med personen! Bliver vi leder-røvhuller, er der forhåbentlig nogen (som Kaspers medarbejder), der får mindet os om, at vi er på vej i en helt forkert retning.
Sæt pris på de medarbejdere eller kolleger, der tør og som rent faktisk ønsker, at du skal lykkes. Alt for ofte er alternativet at miste jobbet (eller alle de gode medarbejdere) – og hvem er vi så, når vi står tilbage som ene løve på savannen?
Én ting er, hvad det gør ved dine medarbejdere nu og her, men noget andet er, at røvhuller smitter. Du skal være det gode eksempel og skabe den kultur, du ønsker via din kommunikation og adfærd. Ellers ender kulturen med at blive en betændt udfordring for dig og virksomheden. Og så bliver det rigtig svært at ændre!
Den gode nyhed er, at det KAN ændres – og det SKAL ændres. Det kræver mod at se, hvordan man agerer og kommunikerer over for andre.
Det kræver en ordentlig omgang mod at konfrontere sin leder, så du skal nok ikke forvente, at den 100% ærlige besked kommer fra medarbejdere, hvis din lederstil er på afveje. Husk på, at rummet ikke er magtfrit.
Men der er medarbejdere, der gør et ærligt forsøg – det er typisk italesat som bekymring for tab af kvalitet af opgaver, når du som ny leder falder i ”jeg viser handlekraft-fælden” og vil ændre en masse i starten.
Selvfølgelig findes der en masse ikke-forandringsparate medarbejdere, der har svært ved, at der blæser nye vinde med en ny leder. De skal hjælpes til at se at ”plejer er forsvundet”, og at ”sådan gør vi nu” er flyttet ind – men tøv en kende. Hvis en medarbejder er vedholdende i at udtrykke bekymring, så kontroller lige om det kan være din fremfærd, der er i spil, selvom det ikke bliver sagt direkte.
Der findes de medarbejdere, der har sikret KPI og hele afdelingens bonusordning, blot ved at bevare overblik over opgaverne. For netop de medarbejdere kan du godt forvente, at deres store argumenationslyst er ægte passion for opgaven og for at du skal lykkes, som ny leder – hvis du tør at lytte.
Gør som Kasper Holten fortæller, at han gjorde: Tag imod spejlet fra en medarbejder og gør noget ved det – selvom det er svært, og selvom det kræver mod.
Hvis det resultat, du står med i organisationen, ikke er det, du ønsker, så er det tid til at gøre noget anderledes! Kontakt os for flere brugbare værktøjer.